Torsdagsbrev: Når mørke skyer trækker ind

Torsdagsbrev 21/11/18
- Når mørke skyer trækker ind -

Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

- Når mørke skyer trækker ind -

I sommers startede jeg med at lægge denne konfrontatoriske linje overfor systemet. Et system som efter min bedste vurdering var helt gal på den. Et system som var brutalt og uretfærdigt og gjorde urimelig og unødvendig skade på børn og voksne og på samfundets ressourcer. Mit torsdagsbrev var ført i grønne nuancer for grøn er håbets farve og min vilje og lyst til at påvirke og skabe forandring var stor og ukuelig.

Mit oprør imod systemet skulle ikke være en bitter kamp. Jeg kæmpede for et barn jeg var glad for og derfor skulle min kamp også være præget af glæde. I hvert tilfælde i den udstrækning det var muligt. Det skulle ikke være sorgen og bitterheden, skuffelsen og afmagten som dominerede billedet. Der er så meget sorg og smerte i disse sager hvor myndigheder fjerner menneskers børn. Jeg har fuld forståelse for dette. Jeg har selv mærket den. Sorgen, bitterhed, ydmygelsen og smerten. Men jeg vidste også meget tidligt at det ikke var den vej jeg ville. Jeg ville heller komme ind i kampen end at synke tilbage i afmagten.

Og sådan har det også været. Det har gået op og ned. Til tider har jeg kunne trække i samme retning som forvaltningen og vi har sammen kunne arbejde hen imod en løsning på problemerne. Til tider har det været sværere, næsten umuligt. I sommers var det klart for mig at der ikke var noget ønske længere fra forvaltningens side til at finde en løsning i samarbejde. At jeg enten underkastede mig og dermed gav op eller kastede mig ud i en direkte konfrontation med magtsystemet.

Lige siden jeg besluttede åbenlyst og offentligt at tale myndighedernes mening midt imod har jeg følt mig stærkere og gladere. Jeg har også kunne se at det har haft effekt. Kunnet se hvordan forvaltningsansatte som ellers var sikre i deres magtposition blev usikre og sårbare, tøvede, famlede efter ordene i takt med at jeg blev klarere og mere velargumenteret i min kritik.

Min åbenmundede modstand havde også en god virkning i forhold til min måde at stå i forhold til min datter. Jeg fik omsat min amputerede faderrolle til noget brugbart. Selvom det ikke var meget jeg i praksis fik lov at udfylde min faderrolle så var der her en måde at udfylde min faderrolle i en mere symbolsk forstand. Jeg kunne vise en vej og stå op for noget jeg troede på og på den måde blive en tydeligere person i forhold til min datter. Når vi havde samvær var det derfor også en gladere far, med større selvværd og overskud som min datter fik at se.

Men så kom forvaltningen tilbage. Det var i fredags. Jeg var kaldt til møde der ude på Amager. Jeg vidste godt at jeg skulle ind og kæmpe med dem. Kæmpe på den gode måde. Vride mig ud af deres fælder, pege på fejl og urimelighedder i deres løsninger og foreslå bedre løsninger selv. Jeg glædede mig til det for jeg var begyndt at synes at det var ret sjovt. Som en sportsgren. En sportsgren hvor jeg efterhånden havde fået et vist niveau og var ved at komme ind i spillets mere raffinerede finesser.

Og sådan gik det møde også. Som et spil efter spillets regler hvor jeg hold stilen, var hurtig i replikken, undgik at bliver ramt på de sårbare steder, smuttede ud af fælder som blev lagt ud og prøvede at ramme dem på deres sårbare steder.

Men de fik et slag ind. Ikke et fair slag. Ikke sådan et slag hvor man tænker "Respekt! Der var I dygtigere end mig". Nej ikke sådan et slag. Bare sådan et rigtigt gement et. Et ondskabsfuldt et hvor man bryder fairplay reglerne, som når man slår under bæltestedet eller går efter manden uden at der er en bold.

Man fortalte mig at man var kommet frem til at min åbenhed i forhold til min uenighed med anbringelsen var så stor en belastning for min datter at man ville indstille til at vores samvær frem over skulle være overvåget.

Det er et forslag som ingen rimelig begrundelse har. Muligheden for at indstille til overvåget samvær er en mulighed som forvaltningen har fået stillet til rådighed af lovgivningen for at de skal kunne beskytte børn imod forældre som er en real trussel imod dem.

Denne mulighed ville man nu anvende imod min datter og mig.

Overvåget samvær er en meget indgribende foranstaltning. Den indebære at der under samværet er en vagt tilstede, med beføjelse til magtanvendelse. Der skal være observation på hele samværet og der skrives en rapport af observatøren for hver gang der er samvær. Når der er overvåget samvær betyder det også at der kun må være samvær med overvågning. Man må ikke have noget sådan vilkårligt samvær som ligger udenfor rammerne af det overvågede samvær.

Min datter og jeg er vandt til selv at finde ud af hvad vi gør når vi har samvær. Vi planlægger og finder på ting. Nogle gange hænger vi bare ud hos mig, andre gange tager vi ud og laver noget. Min datter overnatter hos mig en gang om måneden. Vi har et godt og velfungerende og helt almindeligt samvær som andre mennesker har.

Overvåget samvær er ikke helt almindeligt samvær som alle andre har det. Det er samvær af en type som man ville finde i et fængsel hvor den ene af parterne vurderes potentielt farlig for den anden og hvor der derfor holdes nøje opsyn med alt hvad der foregår under samværet. Med overvåget samvær vil der heller ikke længere være mulighed for at min datter kan overnatte hos mig, samværet vil blive beskåret drastisk.

I først omgang forekom det mig så absurd at jeg havde svært ved overhovedet at tage det alvorligt. Det var så tydeligt, at man var blevet irriteret på min adfærd, min åbne kritik og på det forhold at jeg nu endnu engang havde anmodet om at få min datter hjemgivet. Så irriteret at man var kommet op med dette morbide og fuldstændigt uunderbyggede tiltag. Hvis det ikke var fordi jeg vidste bedre ville jeg sige "Det kommer I aldrig igennem med. Der er jo slet ikke noget hold i det. Vi lever jo trods alt i et retssamfund. Forvaltningen kan jo ikke iværksætte deres egen hævnaktion og så slippe igennem med det".

Hvis ikke jeg vidste bedre ... Men det gør jeg. Jeg ved at forvaltningen kan slippe igennem med det. Jeg ved at de kan slippe igennem med lige nøjagtigt hvad de vil. Der ville ikke stå nogen retfærdighedens vågter og råber "Hej! Hov! Den går ikke". Der er stor chance for at den kan gå igennem. Særlig fordi B&U-Unge udvalget også vil være irriteret på mig over at jeg kritisere systemet. De vil have lyst til at give mig en lærerstreg og vise at man ikke sådan kan sætte sig op imod systemet og de har som jeg før har beskrevet fuldstændig frie tøjler.

Jeg kunne altså se frem til i realiteten fuldstændigt at få lukket ned for kontakten med min datter og hun kunne se frem til fuldstændig at få lukket ned for kontakten til mig. En kontakt som ellers er både stærk og vital trods de hårde odds.

Det gjorde mig vred, gav mig lyst til at kæmpe endnu hårdere og mere vedholdende, men det slog mig også ud. Mandag nat lå jeg vågen og så for mig alle de skønne stunder min datter og jeg havde haft sammen også under anbringelsen og til trods for den. Mærkede den knugende afkoblethed og forladthed som min datter ville kunne komme til at opleve, hvis alt dette blev en realitet.

Den mandag nat gled de mørke skyer ind og det hele virkede en anelse håbløst.

Heldigvis er de grå skyer allerede ved at driver væk igen og jeg er ved at genvinde modet og kampgejsten. At tage børn til gidsler og bruge dem til afpresning er beskidte tricks og det skal ikke kunne betale sig at lave beskidte tricks særlig ikke når man er en offentlig forvaltning med ansvar for børns tarv og trivsel.

Op på hesten igen. Så let får de os ikke. Det gode skal vinde.