Torsdagsbrev 01/11/18: Som I Kejserens Nye Klæder

Torsdagsbrev 01/11/18
- Som i kejserens nye klæder -
Læs tidligere torsdagsbreve på
mimeini.blogspot.com

I sidste torsdagsbrev (som jeg virkelig vil anbefale dig at læse for det er brand godt :-)) fortalte jeg om hvordan fokus på hvad der vil være bedst for barnet vrider billedet og skaber et rum hvor forvaltningen og udvalget kan skabe deres egen lov ud fra en vurdering af hvad de mener vil være bedst for barnet. I dag vil jeg så se på hvordan forældrenes ønske om at få børnene tilbage får dem til at underlægge sig denne lov selvom den slet ikke er rimelig. Det er ligesom i H. C. Andersens skønne eventyr "Kejserens nye klæder" hvor alle vil vise at de er kloge og dygtige og derfor siger at de kan se kejserens nye klæder selvom de i virkeligheden slet ikke kan se dem.

Når en gang Børn og Unge-udvalget og forvaltningen har etableret den lov de dømmer efter, være det sig den manglende øjenkontakt, det manglende udviklingspotentiale eller den utilstrækkelige mentaliseringsevne så skal forældrene nu gøre sig fortjent til at (måske) få deres børn hjem ved at de også kan indse at der er et problem. Forældre rådes af advokaterne til at erkende de problemer som fagfolkene peger på og love bod og bedring. Det er ikke en god ide at begynde at sige at man ikke er enig i at der er et problem. Det bliver betragtet som mangel på evne til at erkende problemet. Ved sidste Børn og Unge udvalgsmøde jeg var til blev det eksemplificeret meget godt. Den ene af de børnefagkyndige spurgte mig om jeg godt kunne se en bestemt problemstilling som der blev peget på. Jeg svarede at jeg ikke mente at der var et problem. At det som foregik var inden for et normal område og at det var et problem at man forsøgte at gøre det til et problem. Den børnefagkyndige reagerede på mit svar ved at sige "Jeg spurgte om du kunne se den adfærd som gør at forvaltningen ser et problem her". Han ville ikke høre MIT syn på tingene, han vil blot teste min evner til at forstå og acceptere DERES syn på tingene. Ved et andet Børne og Unge-udvalgsmøde spørger advokaten mig hvad jeg synes om plejefamilien og jeg svarer ærligt at jeg synes plejefamilien gør et forfærdeligt dårligt stykke arbejde og at jeg ikke kan forstå at de kan handle som de gør hvis de har en ægte kærlighed til min datter. Da vi kommer ud siger min advokat til mig "Det var meget godt det du sagde, men en ting vil jeg sige til dig. Du skal ikke kritisere plejefamilien, det kan de ikke lide. Barnet skal have lov at være hos plejefamilien det skal der ikke skabes tvivl om". Jeg var målløs. Ja men hvad nu hvis plejefamilien gør et elendigt stykke arbejde? Tjja.. forvaltningen og udvalget har jo magten over børnene og hvis ikke du siger det de gerne vil høre så skal de jo nok sørge for at børnene forbliver anbragte. Den lov inden i loven som jeg fortalte om sidst bliver altså aldrig udsat for kritik. Forældre vil jo gerne have deres børn hjem og derfor prøver de at sige det som forvaltningen og udvalget gerne vil høre. Forvaltningen og Udvalget kan gå ned igennem retssalen uden en travl på kroppen, i overført betydnings selvfølgelig og der er ikke nogen som tør sige "Ja men de har jo ikke noget tøj på" for de er bange for at det vil betyde at de ikke får deres barn hjem.