Torsdagsbrev 02/08/18

Torsdagsbrev

02/08/18

- Indblik i en sag om anbringelse -

J eg sender dette ugebrev til udvalgte politikere, sagsbehandlere og administratorer inden for området samt til nogle udvalgte medier. Den komplette liste af modtagere kan ses på:

mimeini.blogspot.com

Her vil i også kunne læse om tanken bag torsdagsbrevet. Til jer som modtager brevet vil jeg gerne sige at jeg ikke forventer at i foretager jeg noget i forbindelse med denne henvendelse. Jeg forventer ikke at i går ind i sagen og prøver at løse den. Det jeg virkelig ønsker mig er at i læser - læser og reflektere. Jeg tror der er nogle ting at lære af de ting jeg beskriver og jeg tror der er nogle ting som trænger til at blive ændret.

- Kriterier og afgørelser -

Vi er vandt til i vores samfund at ting afgøres ud fra kriterier. Hvis vi søger om en ydelse så er det kriterier som afgøre om vi kan få ydelsen. Det kan være vi skal være en bestemt alder, have været en bestemt tid på arbejdsmarkedet, have betalt til en ordning igennem en længere tid osv. Hvis vi får en bøde fx. for at køre for stærk i bil så er det et kriterie som afgøre det. "Du kørt 120 og du måtte kun køre 80". Så er kriteriet opfyldt for at politiet kan udstede en bøde. Når vi bevæger os ind på de "bløde" områder som vedrøre mellemmenneskelige relationer så kan de være sværere at afgøre lige så skarp hvornår et kriterie er opfyld. Der skal en støre grad af tolkning til. Alligevel vil jeg mene at vi også i disse sager kan sigte imod nogle objektive kriterie. Når man arbejder med magtanvendelser inden for psykiatrien sigter man imod et kriterie som hedder at personen skal være til umiddelbare fare for sig selv eller sine omgivelser før man må foretage et fysisk indgreb. Jeg har selv arbejde inden for områder hvor der fra tid til anden var behov for magtanvendelse og jeg vil sige at det er nogenlund muligt at afgøre om kriteriet for anvendelse af magt er opfyldt. Da jeg indbragte mit ønske om at hjemtage min datter for Børne og Unge-udvalget i maj 2018 var det fordi jeg kunne se at kriteriet for tvungen anbringelse af min datter ikke længer var opfyldt. Loven siger at for at samfundet må tvangsanbringe et barn så skal der være åbenbare risiko for alvorlige skader på barnets sundhed og udvikling ved ophold i hjemmet. Min datter og jeg har været igennem en fem måneder lang, grundig psykologundersøgelse og jeg har læst produktet af denne undersøgelse grundigt og det er tydeligt for mig at kriteriet for tvangsanbringelse simpelthen ikke er opfyldt. Jeg tænkte at det var dette kriterie som udvalgets medlemmer ville kikke efter i sømmende og jeg tænkte at de med deres professionelle blik ligesom jeg ville kunne se at kriteriet for anvendelse af magt ikke var opfyldt.

Det var så bare slet ikke det som skete. Jeg mener.. det er noget helt andet som forgår når en sag afgøres i Børn og Unge-udvalget. Udvalget består som oftest af seks personer. To af disse er de børnesagkyndige. De er som regel psykologer. Reelt er det dem som afgøre sagen. Det de gør er ikke at vurdere om kriteriet for "tvang" er opfyldt. Det de gør er at vurdere ud fra eget skøn og faglig kompetence om en fortsat anbringelse er tilrådelig. Umiddelbart lyder det jo meget fornuftigt. Man har nogle eksperter som ved rigtig meget om børn. Man forlægger dem sagen og for dem til at træffe en afgørelse på bagrund af deres ekspertviden. Men tænk om andre sager i vores samfund også blev afgjort på den måde. Du får den bevilling du søger om hvis nogle ekspert vurder at det er det rigtige valg. Du får en bøde for at køre for hurtigt i bil hvis nogle eksperter vurdere at du kørte for hurtig i bil. Måske en anden person på præcist samme vej med præcist samme hastighed ville få en anden afgørelse fordi nogle eksperter vurderede sagen på en lidt anden måde i den situation. Det ville ikke rigtig føles fair vel? Værre bliver det dog hvis en borger vil forsøge at anke eller klage over en sag som er blevet afgjort på den måde for hvordan kan nogen nogensiden revurdere en sag hvor der ikke er et objektivt kriterie? Hvis det er selve ekspertens vurdering som er kriteriet så kan der jo ikke stilles spørgsmålstegn ved om afgørelsen er rigtig eller forkert. Så må fx ankestyrelsen bare sige "eksperten har vurderet det sådan og så må det være rigtigt" og det er præcist det de gør. Nuvel lad mig prøve at konkludere på det her. Det lader til at vi når det handler om børn og anbringelse har opbygget en kultur hvor vi ikke forholder os til objektive kriterie i vores afgørelse, men hvor vi forholder os til eksperters og socialrådgiveres vurderinger. Jeg kan ikke helt finde ud af hvorfor man inden for dette område har opbygget denne kultur. På andre beslægtede områder som fx psykiatri eller hos politiet holder man blikket meget skarp rettet imod de objektive kriterier. Måske er det af bekvemmelighed. Hvis der ikke er objektive kriterie for afgørelsen så kan man selv bestemme hvad man vil afgøre og man kan ikke bliv hængt op på at have truffet et forkert valg. Jeg vil mene at det ikke er holdbart at afgøre sager på den måde. I virkeligheden kan jeg slet ikke forstå at noget sådant finder sted på daglig basis i et demokratisk retssamfund som vores? Lad os komme i gang med at få ryddet op i det! Lad os forsøge at finde nogle klare og rimeligt objektive kriterie for hvornår samfundet må anbring børn med tvang og hvornår de skal give slip på dem igen! En tilsvarende proces har været i gang indenfor psykiatrien i over 50 år og her er man nået lang. Meget længer end man tilsyneladende er på Børneområdet.
Med venlig hilsen

Mikkel Meinike Nielsen